Journalist og pressemedarbejder til CARE Danmark - CARE

Journalist og pressemedarbejder til CARE Danmark

Lagt på 31. januar 2017 af Mads Pedersen

OBS: Dette opslag er udløbet!

 

Kan du skrive, så andre kan mærke det? Tænder du på at sælge historier om verdens fattige ind til kolleger i medieverdenen? Er du struktureret nok til at planlægge produktion og flow i kommunikationen til vores 15.000 medlemmer? Og kan du lide en travl hverdag med mange tempo- og emneskift? Så er du måske den nye digitale indfødte på CARE Danmarks kommunikationshold.

 

Du bliver en del af et lille og professionelt kommunikationsteam på fem personer. I tæt dialog med vores fundraising-kolleger fortæller vi om og samler penge ind til CARE Danmarks arbejde med at styrke fattige mennesker i 10 lande i Asien og Afrika. Vi arbejder med politisk kommunikation, vi samarbejder med store danske virksomheder, og vi laver sjove events og spændende rejser.

Dine opgaver bliver i prioriteret rækkefølge at lave pressearbejde, være en del af den daglige redaktion på CARE Danmarks sociale medier, skrive elektroniske nyhedsbreve, deltage i produktionen af fundraising materialer og skrive historier til vores blade og medier. Vi er et team af dygtige mennesker, der arbejder tæt sammen – også på tværs af afdelinger – så du kommer aldrig til at stå alene med dine opgaver.

Om dig

Du er digitalt indfødt. Og skal både være meget selvstændig og en naturlig team-player. Du skal trives med at have dine egne opgaver og stort ansvar, men for at vi kan fungere som et effektivt team, skal du – som vi andre – også finde det naturligt at dele, bidrage og inddrage. Det vil klart være en fordel, hvis du har erfaringer med arbejdet som pressemedarbejder og synes, det er sjovt hver gang, det lykkes at sælge en historie ind til en af dine kolleger i medieverdenen. Det er vigtigt, at du er udadvendt og kan lide at skabe relationer – for vi er helt afhængige af gode relationer til rigtig mange personer uden for organisationen, men også til kolleger i CAREs kontorer i andre lande.

Du har en relevant journalistisk uddannelse og erfaring med at skrive både hurtige nyheder og dybere baggrundsartikler. Dine tweets skal ramme hårdt, og vi vil gerne grine eller græde over dine opdateringer på Facebook. Og så må du ikke se en modsætning mellem god kommunikation og det at samle penge ind. I CARE er det sidste forudsætningen for at vi kan hjælpe andre.

Vi kan tilbyde

Der er tale om en genbesættelse af fast fuldtidsstilling, hvor du har stor mulighed for at påvirke dit arbejde. Du får en stor kontaktflade til de øvrige afdelinger i huset, der i høj grad er præget af samfundsengagement og interesse for både dansk og international politik. Vi har travlt, spiser mange kager og griner. Det kan vi også tilbyde dig.

Vi er omkring 35 meget engagerede medarbejdere, der har til huse i et gammelt, renoveret pakhus tæt på Amagerbro Metrostation. CARE Danmark er en moderne arbejdsplads, hvor vi lægger vægt på at samarbejde og videndele. Og sammen med en fin kantine er det med til at skabe en arbejdsplads, hvor folk er glade og kan se en mening med det arbejde, de er en del af.

Tiltrædelse: 1. april 2017

Yderligere information:
Har du behov for yderligere information, er du velkommen til at skrive eller ringe til medieredaktør Mads Pedersen mpedersen@care.dk – telefon 2061 5644 eller kommunikationschef Hans Beck Gregersen hgregersen@care.dk – telefon 2082 8415.

Sådan ansøger du:

Ansøgningsfrist er mandag den 13. februar 2017 kl. 12.00.

Send ansøgning og CV via vores online rekrutteringssystem.

Samtaler vil finde sted i sidste halvdel af uge 7 og første halvdel af uge 8.

PRESSEKONTAKT

 

Ida Maria Just
Pressekonsulent
Mobil: 53 72 72 43

ijust@care.dk