Christina Gadiel - CARE

Christina Gadiel

IMG_1476

Foto: CARE Danmark

Blå bog

Erhverv: Cand. Mag. i dansk og antropologi. Freelance journalist og storyteller

Fortæller historier fra: Nepal og Ghana

Fortæller historier til: Børn og unge

Storyteller siden: 2009

3 ting med på CARE-rejser: et myggenet, et smil og en notesbog til alle de mange spændende historier

En spejdergruppe eller en 4.klasse. Christina Gadiel fortæller historier om Nepal og Ghana til børn og unge i alle aldre.

’Hvis der er noget, de kan i Ghana, så er det at danse!‘
Christina Gadiel bevæger sig til de ghanesiske rytmer, der strømmer ud af den lille cd-afspiller i det fyldte klasselokale. Flere af de børn, der er samlet for at høre Christinas fortællinger, begynder at fnise.

Sådan starter et storytellerarrangement typisk, hvis det er Christina Gadiel, der står på talerstolen. Hendes historier henvender sig til børn og unge og handler om Nepal og Ghana. To lande, der har givet hende mange uforglemmelige oplevelser.

’Jeg er storyteller for CARE for at give noget tilbage til alle de mennesker, jeg var så heldig at møde i Nepal og Ghana. Det er en måde at lave hjælpearbejde på og samtidig holde liv i minderne, ‘ siger Christina, der har tilbragt to år i Ghana og senere var kommunikationskonsulent på CARE Danmarks projekt om bjergbørn i Nepal, som Børnenes U-landskalender 2015 samlede ind til.

Et tryk i den rigtige retning
Christina vil nå børnene i øjenhøjde. Derfor nytter det ikke noget at bruge begreber som ’naturressourceforvaltning’ eller ’projektportefølje’. Ved at sætte sanserne i spil, fanger Christina børnenes opmærksomhed.

’Det er godt at bruge musikken som indgangsvinkel, da børnene står overfor at skulle lære en masse nyt på meget kort tid. Musikken ryster os sammen. Hvis de skal forstå det, jeg fortæller, skal ’voksensproget’ smides væk, og de oplysende billeder, ghanesiske kjoler og bederullen skal frem, ‘ siger Christina.

Christina kan også finde på at lave traditionel ghanesisk mad, spille spil fra Ghanas gader med børnene eller vise ting frem fra hendes rejse i Nepal. Hun formår at fastholde deres koncentration og samtidig give dem mulighed for at stille spørgsmål.

Den store udfordring ligger i, hvorvidt børnene egentlig forstår, hvad CARE laver.

’Jeg giver dem få, håndgribelige eksempler på arbejdet. Hvis jeg bare får gjort tre børn ud af 60 opmærksomme på, hvordan børn i andre lande lever, har det været et vellykket arrangement, ‘ siger Christina.

Man skal starte i det små
Når Christina skal give børnene et indblik i CAREs arbejde, tager hun som regel udgangspunkt i det enkelte menneske. En person, der især har gjort indtryk på Christina, er den 56-årige Ama, der bor dybt inde i Ghanas regnskov.

Med store armbevægelser fortæller Christina børnene, hvordan Ama i protest lægger sig ned foran de illegale gravemaskiner og råber:

’Jeg vil hellere dø, end at I tager mine træer!’ Det gør Ama, fordi maskinerne er i gang med at fælde regnskovens store, gamle træer og ødelægge hendes afgrøder, og fordi CARE har fortalt hende, at det er ulovligt og i strid med hendes rettigheder.

Historien om Ama får børnene til at sidde bomstille og lytte opmærksomt. Christina håber, de har forstået budskabet. Ligesom Ama kan de gøre noget: det er nemlig de små handlinger, der gør den store forskel.

Ønsker du at booke Christina Gadiel til et fortællerarrangement, så kontakt kommunikationsmedarbejder Liv Helstrup Østergaard.

Læs mere om CARE Danmarks udviklingsarbejde i Ghana eller Nepal.

LÆS MERE

Læs mere om CARE Danmarks arbejde i Ghana og i Nepal

KONTAKT

RS5683_liv3682-copy-scr-60x80

Liv Helstrup Østergaard
Kommunikationsmedarbejder
Tlf: 35 200 100

loestergaard@care.dk