| En fremtid for Nordugandas unge |
|
For omkring fem år siden endte tyve års blodig borgerkrig i Norduganda. Krigens børn er blevet til Nordugandas ungdom, den næste generation, men uden støtte risikerer de at blive en tabt generation. I to årtier rasede en blodig krig i Norduganda, hvor oprørsgruppen Lord’s Resistance Army, LRA, forsøgte at vælge Ugandas regering. Befolkningen i Norduganda blev tvangsrekrutteret til LRA’s hær og krigen tog form som en påtvunget borgerkrig. Nordugandas næste generation, børnene og de unge, er vokset op i borgerkrigens skygge og risikerer uden hjælp at blive Nordugandas tabte generation. Som alle andre unge har de drømme for fremtiden – og ressourcerne til at gøre drømmene til virkelighed. Men de har brug for støtte til at se og udnytte deres eget potentiale. Med pengene fra Danmarks Indsamling 2012 vil CARE Danmark derfor oprette 200 spare-låne-grupper, som vil hjælpe i alt 5.000 nordugandiske unge til at træde ud af den fattigdom, utryghed og desillusion, de voksede op i under de årelange uroligheder.  Med pengene fra Danmarks Indsamling 2012 vil CARE Danmark etablere 200 spare-låne-grupper for 5.000 unge i Norduganda. De er en ressourcestærk gruppe, som har muligheden for at skabe vækst og fremgang i Norduganda, men efter et helt liv i borgerkrig har de brug for at støtte til at se deres egne muligheder og evne. Foto: CAREBørnekrigen Under krigen blev millioner af nordugandere drevet på flugt, og tusindvis blev kidnappet af LRA og tvunget til at bekæmpe deres familie og venner i en krig, de ikke selv støttede. Samfundets yngste var LRAs nemmeste ofre, og børn helt ned til syvårsalderen blev bortført fra deres hjem eller flygtningelejre, hvor de havde forsøgt at finde sikkerhed for guerillatropperne. Drengene blev udstyret med våben og tvunget til at dræbe eller skamfere familiemedlemmer og kammerater ved at skære deres læber af. På den måde sørgede LRA for at vende familiemedlemmer mod hinanden, så de børnesoldater, der skulle få held til at flygte, ikke ville have noget hjem at vende tilbage til. De bortførte piger blev givet til som belønning LRAs soldater og måtte leve med at skulle passe deres fjenders hus, lave deres mad og føde deres børn. De blev tropper i en stille, skjult krigsførelse, som har splittet det nordugandiske samfund lige siden. I 2006 sluttede de stridende parter fred, dog uden en underskrevet aftale, og flygtningelejrene blev officielt opløst. Men for hovedparten af Ugandas unge er krigen alt andet end slut. Med opløsningen af lejrene er tusindvis af flygtninge blevet hjemløse. Det hjem, de før boede i, er nu overtaget af andre familier. Flygtningene har intet at vende tilbage til. Det samme gælder de drenge og piger, som blev tvunget til at føre LRAs krig, og som sjældent bliver accepteret, hvis de forsøger at vende tilbage til det samfund, de blev bortført fra. Fra børnesoldat til tomatdyrker En af LRA’s tidligere børnesoldater er Silvester Onyut fra landsbyen Langol i Ugandas Gulu-distrikt. Som 13-årig blev han kidnappet og indlemmet i LRA’s oprørshær. Soldaterne tvang ham til at skære læberne af sin egen søster, og siden har hans familie ikke villet kendes ved ham. Derfor havde han intet sted at tage hen, da han efter fem år i soldaternes vold fik held til at flygte. I dag er Silvester Onyut 37 år, og kuglernes fra krigens mange kampe sidder stadig boret fast i hans ene ben. Alligevel har han klaret sig godt. For omkring et år siden blev han medlem af en lokal spare-låne-gruppe, og gennem et lån fra gruppen fik han råd til at købe nogle få tomatplanter. Det er blevet til flere marker fyldt med knejsende grønne planter, og Silvester Onyut beskæftiger nu flere af de lokale med arbejdet i den lille plantage.  Som tidligere børnesoldat for LRA så Silvester Onyuts fremtid dyster ud. Men gennem et lån fra sin spare-låne-gruppe har Silvester Onyut etableret sin egen tomatplantage, der ikke alene brødføder ham og hans familie, men som også giver arbejde til flere af de lokale. Foto: CAREFor Nordugandas unge kan medlemskabet i en spare-låne-gruppe betyde starten på et nyt liv, nøjagtigt som det var for Silvester Onyut. Som medlem får de unge træning i, hvordan de sammen kan spare op og på sigt skiftes til at tage små lån fra den fælles kasse. Med lånet har medlemmerne mulighed for at etablere små virksomheder – for eksempel kan de starte en systue, mindre restauranter eller – som Silvester Onyut – små landbrug, eller de kan opkøbe større partier af umoden frugt og grønt og sælge det videre med profit, når det er modnet og steget i værdi. Pengene kan altså være netop det, der skal til, for at de første skridt ud af fattigdommen kan tages. Samtidig er grupperne en effektiv platform for oplysning og uddannelse. Gennem de nye netværk vil CARE træne de unges basale skrive-, læse- og regnefærdigheder og give dem muligheden for at lære et nyt håndværk. Det giver dem de bedste forudsætninger for at kunne investere deres lån på en sikker og fornuftig måde. De unge skaber netværk Ud over at være andelskasser i mini-format fungerer spare-låne-grupperne også som et socialt netværk for de unge – et netværk, de har alvorligt brug for, fordi deres egne familieforhold og venskaber blev revet op med rode, da de blev tvunget ind i LRAs krig. Medlemmerne i CAREs spare-låne-grupper er gensidigt afhængige af hinanden, hvis deres gruppe skal fungere. Det kræver, at hver enkelt udviser tillid og loyalitet, og når tilliden bliver mødt, bliver den dybere. CARE har gang på gang set, hvordan medlemmer fra eksisterende spare-låne-grupper bruger de ugentlige møder til at diskutere alt fra hustruvold til lokalpolitik og til sammen at finde holdbare løsninger på de problemer, de står over for. Til kamp mod tabuerne Tabuerne hviler tungt over krigen. Der bliver ikke talt åbent om dens grusomheder, og det er hverken normalt, velset eller økonomisk muligt at søge professionel hjælp. Men spare-låne-grupperne danner en ramme for et fællesskab og en mulighed for dialog, som kan ryste ved tabuernes magt. For at bane yderligere vej for større åbenhed vil CARE engagere de unge i mindre rollespil, som skal hjælpe dem til at italesætte deres oplevelser og fremme accepten af, at man søger hjælp og taler om sine oplevelser. CARE har god erfaring med at bruge rollespil som en måde at engagere og oplyse befolkningen – blandt andet fra projekter i Mozambique, hvis formål var at bekæmpe stigmatisering af hiv- og aids-ramte og forebygge spredning af sygdommen. |