| Dagbog fra Uganda kapitel 1 |
|
DAGBOG: KAPITEL 1 : KAPITEL 2 : KAPITEL 3 : KAPITEL 4 : KAPITEL 5 I januar tog en gruppe repræsentanter fra nogle af de danske virksomheder, som gennem flere år har støttet Danmarks Indsamling med millioner af kroner med CARE på felttur til Uganda. Formålet var at præsentere de fire danskere for de CARE-projekter, der bliver støttet gennem årets indsamling på tæt hold. Med på turen var Christina Gerster og Berit Petersen fra LEGO, Claus Teilmann fra Pandora og Maria Sundstrup fra COOP. Pernille Weil er koordinator for Danmarks Indsamling og rejste for CARE med til Uganda. Det er hendes medrivende beskrivelse af gruppens oplevelser, du kan følge her: Konflikten i Norduganda Klokken er 8.00 og varmen har allerede sat sine tydelige spor på de fire, blege virksomhedsrepræsentanter, som netop er landet i hovedstaden Kampala. Øjnene står på stilke og spændingen sitrer om kap med den ustabile elektricitet. Efter et morgenmøde på den danske ambassade, sætter vi kurs mod byen Gulu. Den ligger fem timers kørsel nord for hovedstaden. Tæt pakket i CARE-bilen sidder Berit, Christina, Claus og Maria og diskuterer de fakta om Uganda, som ambassadøren netop har fortalt om.  Christina Gerster fra LEGO, Claus Teilmann fra Pandora, Berit Petersen fra LEGO og Maria Sundstrup fra COOP på vej til deres første besøg hos et af CAREs projekter i Uganda. Foto Pernille WeilGulu, som vi er på vej til, er et af de steder, der har været hårdest påvirket af en 20 år lang konflikt mellem oprørsgruppen Lords Resistance Army (LRA) og regeringstropperne. Der har officielt været fred i regionen siden 2008, men konflikten trækker dybe spor hos befolkningen. En hel generation er vokset op under konflikten – mange i overfyldte flygtningelejre. De har i dag ingen fornemmelse af, hvad det vil sige at være en del af en familie og leve i et samfund, hvor man klarer sig selv og ikke bare sidder i en flygtningelejr og venter på nødhjælp. Deres sociale adfærd er destruktiv og voldelig, og de har ingen uddannelse og kun meget begrænsede muligheder for at klare sig, nu hvor lejrene er lukket. Fortællingerne om de mange tusinde børn, der under konflikten blev kidnappet af LRA og tvunget til at dræbe, plyndre og voldtage deres egne landsbyer, sidder tydeligvis dybt i de fire danskere. Det er så fjernt fra alt de kender og næsten ikke til at begribe. De synker da også en ekstra gang, da det for alvor går op for dem, at de kommer til at møde nogle af de tidligere børnesoldater i forbindelse med vores besøg hos CAREs projekter. Spar, lån og håb Første møde med lokalbefolkningen i Gulu foregår i en nedlagt flygtningelejr. Til alles overraskelse, er flygtningelejren ikke lange rækker med telte, men ligner til forveksling de landsbyer, vi har passeret på turen fra Kampala til Gulu. Husene er runde og lerklinet, og tagene er bygget af strå, og det virker som om, børnene myldrer ud alle steder fra. De hvide CARE-biler stikker noget ud i landskabet og det er tydeligt, at nysgerrigheden fra beboernes side er mindst lige så stor som den er fra de danske virksomhedsfolk. Børnene nærmer sig forsigtig de fremmede hvide mennesker, men holder sig alligevel i behørig afstand. En repræsentant fra områdets spare-låne-grupper byder velkommen og beder alle sætte sig på bænkene, der er stillet op til lejligheden. Spare-låne-gruppen består af 30 mænd og kvinder. Gruppen er etableret med hjælp fra CARE, og det går hurtigt op for alle, at gruppen ikke kun hjælper medlemmernes økonomi på vej, men også fungerer som et socialt netværk. Flere medlemmer rejser sig ydmygt og fortæller om deres situation før de kom med i gruppen og om livet, som de lever det nu. 17-årige Maurice er gruppens yngste medlem. Han fortæller tøvende og genert om sin barndom, hvor han levede et rodløst, kriminelt og voldeligt liv. Da han var ti år, var han tæt på at dø under en kamp mellem LRA og regeringstropperne, og oplevelsen drev ham ud i misbrug, vold og kriminalitet. Hans far var stukket af, og hans mor var ude af stand til at tage sig af ham.  Maurice ved sin mark med sukkeroer. Foto: Pernille WeilMaurices redningFor et år siden blev Maurice introduceret til CAREs rådgivning af en såkaldt ’rollemodel’. En mand, som havde levet samme destruktive liv som Maurice, men som med hjælp fra CARE nu lever et sundt og fornuftigt liv og en indtægt fra de afgrøder, han dyrker på sin jord. I dag, fortæller Maurice stolt, at han ikke længere er voldelig, og at han klarer sig økonomisk uden kriminalitet. Til maj skal han høste sine første sukkerroer fra egen mark. Det er en stærk historie, og tilbage i den kølige bil, udbryder Berit fra Lego: ”Jeg troede simpelthen ikke mine egne ører eller øjne. Tænk, at den lille, stille, unge mand, har været så meget igennem, og alligevel er kommet ud på den anden side.” Berit anede ikke, at CARE også arbejder med rådgivning, men kan tydeligt se, hvorfor den slags indsatser er stærkt nødvendige for at få tragiske menneskeskæbner som Murice på ret køl igen: ”Det nytter jo ikke noget bare at give de mennesker en pose frø eller en skål mad. Deres krise og behov stikker jo langt dybere.” Stemningen er god og positiv efter besøget hos Maurice og spare-låne-gruppen. Det er tydeligt for alle, at hjælpen virker, og tanken om at endnu flere som Maurice får chancen for et nyt liv efter Danmarks Indsamling, får alle til at smile. Målet er, at etablere 250 nye spare-låne-grupper og hjælpe 5000 mennesker med midlerne fra Danmarks Indsamling 2012. Læs kapitel 2 her Med pengene fra Danmarks Indsamling 2012 vil CARE Danmark oprette 200 spare-låne-grupper. Grupperne skal hjælpe 5.000 nordugandiske unge til at træde ud af den fattigdom, utryghed og desillusion, de voksede op i under krigen. |