FIND EN ARTIKEL

ALP - Klimatilpasning i Afrika syd for Sahara

I Afrika syd for Sahara lever nogle af klodens mest sårbare mennesker overfor klimaforandringer. Kontinentet slås allerede med tørker, oversvømmelser, cykloner og ustadig nedbør. Klimaforandringer vil i mange tilfælde forværre omfanget og hyppigheden af disse katastrofer. Derudover står familier i Afrika syd for Sahara samtidigt overfor kæmpe udfordringer som fattigdom, hiv/aids, nedbrydning af naturen, og dyb afhængighed af naturens ressourcer. Disse faktorer er med til at reducere folks kapacitet til at tilpasse sig klimaforandringerne. Værst er det ofte for kvinder og andre marginaliserede grupper.

 

ALP - Adaptation Learning Programme - har til formål at øge sårbare familiers kapacitet til at tilpasse sig de nye klimaforhold, således at de har større sandsynlighed for at overleve og komme sig ovenpå de katastrofer, der optræder hyppigere som følge af klimaforandringerne.


Målgruppe
Målgruppen er 40 lokalsamfund i udsatte områder i Kenya, Niger, Ghana og Mozambique. Programmet fokuserer i høj grad på de grupper i samfundet, som lever under de hårdeste sociale og økonomiske forhold og i forvejen slås med mangel på fødevarer og regelmæssig indkomst. Programmet har som mål at hjælpe i alt 59.000 mennesker.


Aktiviteter

Programmets innovative tilgang til klimatilpasning bygger på en kombination af metoder, som både har til hensigt at forbedre familiernes modstandsdygtighed overfor klimaforandringerne og samtidigt øge opmærksomheden omkring de faktorer, som ligger til grund for familiernes sårbarhed, eksempelvis ulige fordeling af jordrettigheder. De konkrete aktiviteter består i at:

 

- Støtte familier i at udvide antallet af indkomstmuligheder med nye strategier som er mere modstandsdygtige overfor de nuværende og forventede klimaforandringer. Det kan eksempelvis være at hjælpe kvinder til at udøve et håndværk som de kan sælge på markedet. Således er familien ikke blot afhængig af én indkomstkilde, men har flere strategier at benytte sig af hvis en katastrofe eller gradvist forandrede klimaforhold ødelægger høsten eller fangsten. Det handler også om at forbedre de strategier som allerede er i brug, for eksempel ved at indføre tørkeresistente afgrøder.

 

- Støtte udbredelsen af varslingssystemer, som kan hjælpe familierne med at forberede sig på katastrofen, inden den rammer.

 

- Forbedre de lokale partneres kapacitet til at oplyse om sårbare gruppers rettigheder og ret til naturressourcer. Dette skal ske på lokalt plan, men også ved nationale, regionale og internationale beslutningsprocesser.

 

- Gøre det muligt for sårbare grupper at deltage i lokale beslutningsprocesser vedrørende klimatilpasning.

 

- Skabe eller styrke klimatilpasningsnetværk i de lande, hvor programmet implementeres.

 

- Dokumentere programmets resultater og samtidigt de redskaber og metodologier, der har fungeret bedst i implementeringen og evalueringen af programmet. Dette vil blive kommunikeret videre i CARE, til partnere og overfor eksterne aktører. Dette medvirker til at programmet kan gentages i nye sammenhænge og komme en endnu større målgruppe til gode.


Område

Klimatilpasningsprogrammet implementeres i fire lande: Ghana, Niger, Mozambique og Kenya.

 

Varighed og budget
Programmet varer fem år fra 2010-2014. Budget på 66 mio. kr. er finansieret af CARE Danmark via DANIDA, FINIDA, og DfID.


Partnere
Programmet arbejder i tæt samarbejde med lokale civilsamfundsorganisationer.


Kontakt
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
Programkoordinator for ALP, Ghana og Mozambique

Se også...

pilgif Klimatema 
pilgif Klimafilm 

 

tilbage_knappen_3_FINAL