FIND EN ARTIKEL

SMS_KlogPaaKlimaet_gn
Bookmark and Share
Forvaltning af naturen og ret til jord og skov
Befolkninger som lever i og af naturen, spiller en vigtig rolle, når der skal udvikles bæredygtigt land- og skovbrug. Derfor arbejder CARE på at styrke fattige bønders viden og ressourcer i forhold til at forvalte naturen med udgangspunkt i bøndernes behov og den viden, de allerede har.

 

CARE yder således teknisk assistance til jordbrug og skovbrug. Det kan være rådgivning i hvilken type afgrøde, der er mest modstandsdygtig og giver det største udbytte, eller i en fornuftig kombination af afgrøder og husdyrhold, der kan redde familien, hvis høsten af en afgrøde slår fejl. Med de rigtige teknikker får bønderne både et øget udbytte, og landbrug og skovbrug bliver bæredygtigt.

Det vil konkret sige, at bønderne undgår overdyrkning, overfældning og udpining af jorden. Det er netop en ligevægt mellem forbedrede levevilkår for de fattigste og bedre beskyttelse af naturressourcerne, som CARE Danmark arbejder for.

 

I Mozambique hjælper CARE desuden forældreløse børn, syge og ældre - herunder hiv/aids-ramte med at etablere køkkenhaver. Køkkenhaverne kan sikre deres overlevelse, da de ikke har kræfter til at arbejde i marker langt væk fra deres hjem. Arbejdsbyrden ved en køkkenhave er begrænset, men den giver mad på bordet og penge i lommen.

Ret til jord og skov
Skov og landbrugsjord udgør livsgrundlaget for de fattige på landet - især for folk, der bor som naboer til fredede skove og naturparker, og som lever af det, de kan samle i skoven. Men selvom loven ofte sikrer lokalbefolkningen ret til en del af ressourcerne, er flertallet af de fattige reelt forment adgang til natur- og skovressourcerne.

 

Dette forværrer deres i forvejen trange livsvilkår og medfører illegal og ubæredygtig udnyttelse af ressourcerne, der igen fører til konflikter mellem myndighederne og lokalbefolkningen.

 

CARE arbejder på at forbedre de fattige befolkningsgruppers rettigheder til jord og naturressourcer både juridisk og rent praktisk. Ved at påvirke jord- og skovlovgivning og sørge for, at der udskrives skøder på jord, kan de fattige sikres den juridiske ret til ressourcerne.

Rent praktisk sikres adgangen ved at lære de fattige om deres rettigheder, så de kan hævde dem over for myndighederne. Derudover sørger vi for, at de fattige indgår i en dialog med myndighederne om adgangen til skov og jord. Det kan for eksempel resultere i, at de indgår aftaler om, at en større andel af fortjenesten fra udnyttelsen af tømmer og andre skovressourcer går til de fattige.

 

 

pilgifLæs også artiklen 'Virksomheder betaler for renere vand'