FIND EN ARTIKEL

SMS_KlogPaaKlimaet_gn
Bookmark and Share
Hvad spiser CAREs programlande?
Menuen i CAREs programlande består af alt andet end saftige bøffer og næringsrigt tilbehør. Her følger et overblik:

Niger
Basisføden er hirse, som hovedsageligt spises som grød, som en slags pasta med krydret sovs eller som drik bestående af hirse og vand. Under hungersnøden i 2005 spiste befolkningen i CAREs projektområder vilde planter, græs, termitter og græshopper for at overleve.

Uganda
Her spiser man hovedsageligt kogte madbananer, der kaldes matooke, der moses sammen med bønner eller kassava. Kassava, der også kaldes maniok, er en sødlig, stor, hvid rod, der bruges til madlavning overalt i tropiske og subtropiske lande.

Ghana
Som i mange andre afrikanske lande, spiser ghaneserne i den nordlige del af landet mange kulhydrater i form af grød lavet på hirse og majs. I den sydlige del spiser man også en del fufu - en mos af madbananer og kassava.  Mange mennesker lever af ét måltid om dagen - typisk en portion grød, omtalt som "touzaasi" eller i daglig tale "tz", lavet af hirse.

Mozambique
I Mozambique spiser de fleste en grunddiæt bestående af majs- eller kassavamos, som kaldes "xima", udtales [shima]. Dertil en sovs med bønner eller andre grøntsager. Hvis de har råd til det, spiser folk stegt fisk eller kylling til, men det er sjældent på landet. Mange spiser brød til morgenmåltidet.

Nepal
Her spiser man hovedsageligt Dal bath. Bath betyder ris og dal bønner, linser og lignende. Retten består af masser af ris med bønnesuppe, nogle spinatagtige grøntsager, grøntsagschutney og eventuelt kogt gedekød eller kylling, hvis man har råd. Er der ikke penge til ris, spiser man roti - flade brød bagt af hvede eller majs.
Hvis det står endnu værre til, spiser man Chau-chau, som minder om spaghetti lavet af mel af dårlig kvalitet.

Vietnam
Basisføden er ris, søde kartofler, majs, korn, kassava, bønner af forskellige slags og jord-nødder. Man forsøger så vidt muligt at gemme noget til den svære tid. I værste fald har man tør kas-sava, søde kartofler og majs.

Konsekvenser
Generelt ved meget ensidig kost mangler kroppen mange vitaminer, proteiner og næringsstoffer. Ved eksempelvis udelukkende at leve af hvide ris mangler kroppen B1-vitaminet. Dette fører til en 'våd' eller en 'tør' sygdom: Ved den 'våde' får kroppen store væskeansamlinger, som medfører abnormt stort hjerte og muligvis døden. Den 'tørre' viser sig via en nervesygdom, som sløver kroppen, medfører stort vægttab og lammer hænder og fødder.
Hvis kroppen derimod udelukkende får majsprodukter, er der stor mangel på B3-vitaminet, hvilket resulterer i pellagra-sygdommen. En hudsygdom, hvor huden sprækker ved især halsen og samtidig kan medføre diarré, demens og i sidste ende døden.
Fælles for begge eksempler er massiv mangel på proteiner i kosten.