FIND EN ARTIKEL

SMS_KlogPaaKlimaet_gn
Bookmark and Share
Nigers stærke kvinder

Afrikas kvinder er gode til at finde sammen i krisetider og udvikle brugbare løsninger. I landsbyen Guilley i Niger bruger kvinderne spare-låne-grupper og kornbanker til at komme igennem fødevarekrisen.

Af Ibrahim Niandou

Guilley, en landsby midt i det tørkeramte Niger, er bare et af de 6.130 lokalsamfund, der kæmper for at overleve den hurtigtvoksende fødevarekrise i Afrikas fattigste lande. Med 650 kilometer til hovedstaden Niamey og mindst 100 kilometer til den nærmeste asfalterede vej lever der 252 familier i den støvplagede landsby Guilley. Fire ud af fem af disse familier er helt akut truet af den nye fødevarekrise, der traditionelt går hårdest ud over kvinder og børn.


Liv i slowmotion

CAREs medarbejder bliver modtaget af talrige smil fra Guilley indbyggere, men også af ansigter, som afspejler den yderst kritiske situation, de fattige bønder i de tørkeramte regioner befinder sig i. På denne ugentlige, normalt travle og støjende markedsdag, går livet nærmest i slowmotion.

Sang og dans er afløst af bekymrede miner, der passer bedre til de mange og endeløse diskussioner omkring fødevare-situationen, der præger byen for tiden. Lidt derfra kæmper en flok udhungrede geder for at bestige en støvet bakke i deres desperate søgen efter en smule græs eller nogle udtørrede blade.


'Både mennesker og dyr kæmper hårdt for at komme igennem den hurtigt voksende fødevarekrise. Ofte er markederne pænt forsynet med fødevarer, men familierne har ikke penge til at købe selv de mest basale fødevarer,' fortæller Aicha Baja, en af landsbyens kvinder, der med afrikansk gæstfrihed tager imod os i familiens hus.


I en alder af 60 år, enke og med ansvar for families seks medlemmer, kender Aicha Baja alt for godt til fødevarekriser, varsler om hvornår sulten slår igennem, og hvor hårdt den rammer den fattige landbefolkning. Ikke mindst som mor til fem børn har hun problemerne helt inde på livet. Men hun ved også hvilke muligheder, der er for at komme gennem krisen med livet i behold.


Helt nødvendig støtte

I Niger er det altid kvinderne, der må styre familien og samfundet gennem fødevarekriserne. Det er kvinderne, der står for rationeringen af korn og andre fødevarer og – når det spænder til - må de ud og plukke blade og bær som supplement til familiens nødtørftige måltider. Og det er dem, der i yderste konsekvens må sælge ud af familiens reserver, typisk gederne, for at skaffe de helt nødvendige penge til de kommende ugers ernæring.


'I år er vi så hårdt ramt af misvækst, at gode råd er dyre. Den naturlige vegetation er udeblevet på grund af den hårde og langvarige tørke, og når vi så prøver at sælge vores dyr er markedspriserne i bund, fordi alle er løbet tør for penge. At vi her i Guilley overhovedet står op endnu, kan vi takke det forebyggelses-program, vi har fået op at stå sammen med CARE', siger Aicha Baja.


Aicha Baja er sammen med fire andre kvinder landsbyens repræsentant i flere af CAREs lokale hjælpeprogrammer såsom spare-låne ordninger, oprettelse af lokale kornbanker samt direkte økonomisk fødevare-støtte. CARE har arbejdet i denne del af Niger de sidste tre år med akut økonomisk indsats det sidste halve år.


Over 130 kvinder og deres børn er mellem december 2009 og marts i år blevet hjulpet med økonomisk støtte, så de kunne sikre sig selv og deres familiers nærmeste fremtid. Aicha, der var lige ved at miste synet, fik penge til blandt andet en helt nødvendig øjenoperation. Og for en anden del af støttebeløbet fra CARE kunne hun købe to geder, der nu er vokset til en lille flok – kvindernes traditionelle måde at sikre familiens fremtidige økonomi.


Kornbanker giver ro

Fire af CAREs spare-låne-grupper i Guilley kører nu så godt, at de nu med mikro-lån er i stand til at reducere risikoen for fødevaremangel i tilfælde af yderligere prisstigninger.

Et af kvinde-gruppernes initiativer har været oprettelse af flere kornbanker, der kan udligne de svingende fødevarepriser og sikre såsæd til den kommende sæson. Her bidrog CARE med et større parti af den lokale kornsort, sorghum, og kurser i drift og ledelse af kornbankerne.


'Kornlagrene er på en gang landsbyens sikring mod fødevareprisernes himmelflugt og samtidig giver de os ro, så vi kan koncentrere os om markarbejdet, der skal sikre vores familiers fremtid,' slutter den 60-årige enke og mor til fem børn.

 

Aicha_Baja__nourrit_ses_animaux1


'At min familie og andre fattige i Guilley overhovedet står op endnu, kan vi
takke det forebyggelses-program, vi har fået op at stå sammen med CARE',
siger kvindelederen Aicha Baja. Foto: Ibrahim
Niandou/CARE

 


CAREs programkoordinator for Niger, Marianne Haahr, har medvirket i et indslag i P1 Orientering, hvor hun fortæller om situationen i verdens fattigste land.

pilgif  Hør indslaget