FIND EN ARTIKEL

Centre of Expertise - videnscenter om klimaforandringer

Formål
CARE International har udpeget CARE Danmark som hjemsted og ansvarlig for organisationens første Centre of Expertise, som er et videnscenter om klimaforandringer og deres indvirkning på levevilkårene for fattige mennesker i udviklingslandene. Centeret skal bidrage til at øge effekten af de meget betydelige midler, der fra såvel nationale som internationale donorer afsættes til at begrænse konsekvenserne af klimaforandringerne for verdens fattige.

Klimaændringerne vil ramme bredt, men de ændringer, man allerede har set, og som med stor sikkerhed kan fremskrives, vil i udpræget grad ramme mennesker, som i forvejen lever i udsatte områder. Mennesker, som ikke har andre muligheder for at skaffe sig føden end dyrkning af jorden og udnyttelse af andre af naturens ressourcer. Klimaforandringerne kan for disse mennesker have katastrofale konsekvenser, og CARE vil derfor gennem Centre of Expertise ruste organisationen til selv at kunne gøre en indsats for at afhjælpe dem, og samtidigt bidrage til, at andre ligeledes får mulighed for en øget og effektiv indsats på området.

CARE anvender selv på verdensplan årligt mere end 5 milliarder kroner for at sikre og forbedre levevilkårene for de fattige i ulandene. En væsentlig del af disse midler bruges direkte til aktiviteter relateret til klima og klimaforandringer og i stort alle aktiviteter indgår klimaproblematikken.

Aktiviteter

Tilpasning. Centret vil udbrede kendskabet til, hvordan man kan tilpasse sig til ændringer og forberede sig på opståen af kritiske situationer, f.eks. gennem introduktion af landbrugssystemer, som er mere robuste overfor ændringer i temperatur og nedbør. Centeret vil bidrage til at sikre kvaliteten af de aktiviteter, der retter sig mod klimatilpasning, og at de orienteres mod fattige og udsatte grupper.

Finansiering gennem CO2 kreditter. CARE har allerede udviklet koncepter for, hvordan man kan reducere fattigdommen gennem bæredygtige landbrugs- og energisystemer, som med en beviselig langtidseffekt kan skabe grundlag for indkomst via salg af CO2 kreditter. Centeret vil stille sådanne modeller til rådighed for såvel andre organisationer som lokale private erhvervsdrivende.

Fortalervirksomhed for de mest udsatte. Centeret har her en meget vigtig opgave i at oplyse om konsekvenserne af klimaforandringerne for de fattige og underprivilegerede og advokere for deres rettigheder på tværs af landegrænser. Et konkret eksempel er i forhold til bevaring af skovene, hvor det er det uhyre vigtigt, at den fattiges stemme tælles med. De fattige ses ofte som værende en af årsagerne til skovenes forsvinden, men de kan lige så vel være et middel til deres bevaring.

Forskning. Centeret vil skabe forbindelser mellem forskningsverdenen og praktikerne. Indenfor landsbrugsforskningen er der således gjort væsentlige fremskridt, men det går alt for langsomt med udbredelsen af resultaterne, hvorfor den viden, som genereres blandt forskerne, kun i meget begrænset omfang udnyttes af de bønder, hvis produktion er sårbar overfor klimaforandringerne.

Varighed og budget

Videncenteret blev formelt etableret i januar 2011 og har hjemsted hos CARE Danmark i København med 5 internationalt anerkendte eksperter placeret rundt omkring i verden.
Centret har et årligt budget på 5 mio finansieret gennem CARE Internationals medlemsorganisationer, statslige donorer og private fonde.

Partnere
Centeret vil bygge på de partnerskaber, som er udviklet gennem de seneste 5 år, herunder IUCN, UNDP, WWF, Climate Change Advocacy, Germanwatch, Bread for the World, Climate Action Network (CAN), Inter Agency Standing Committee (IASC) under FN, Global Gender and Climate Alliance (GGCA), Global Campaign for Climate Action (GCCA) og UN University, UNOCHA.
Centeret vil til stadighed invitere til indgåelse af partnerskab med statslige og andre offentlige institutioner, herunder universiteter og forskningsinstitutioner i både i- og ulande.

Kontakt
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
Programchef

Se også...

pilgif CARE Climate Change Information Centre
pilgif Klimatema 
pilgif Klimafilm 

 

tilbage_knappen_3_FINAL