|
Bharosa - forbedrede levevilkår for hivramte |
|
Formål
Projektet Bharosa, der på nepalesisk betyder ’tillid’, skal reducere de negative sociale og økonomiske konsekvenser af hiv og aids ved at give hiv-påvirkede lokalsamfund i distrikterne Bajhang og Bajura adgang til forebyggelse, omsorg og støtte.
På grund af fattigdom og stor arbejdsløshed migrerer især unge mænd fra over 90 procent af familierne i Bajhang og Bajura distrikterne for at finde arbejde i udlandet. Omkring ti procent vender hjem med hiv, som de ofte giver videre til deres partnere og børn. Diskrimination og stigmatisering af de hiv-positive er udbredt, og kvinder er særligt udsatte. Sundhedssystemet i distrikterne er ikke gearet til at håndtere hiv/aids og forestå programmer indenfor forebyggelse, behandling og omsorg. Civilsamfundsorganisationer (CSO) og landsbybaserede grupper er aktive, men mangler kapacitet og strategier for at engagere sig i hiv/aids arbejdet.
Målgruppe
Projektet vil nå direkte ud til mindst 10.000 familier, hvilket svarer til omkring 56.000 mennesker, der er berørt af eller involveret i sæsonbetinget arbejde og migration. Projektet vil have et særligt fokus på at involvere mænd og kvinder, der er testet hiv-positive, som ressourcepersoner i projektets forskellige aktiviteter.
Sekundært vil projektet støtte selvhjælpsgrupper og civilsamfundsorganisationer, organer inden for distriktsmyndighederne samt private virksomheder og sundhedsudbydere i lokalområdet.
Aktiviteter
En del af projektets aktiviteter vil være radiokampagner, der skal reducere stigma og diskrimination af hiv-positive. Samtidig vil projektet involvere lokalsamfundene i opbygningen af bedre sundhedstilbud af en højere kvalitetet.
Gennem projektet vil CARE styrke både civilsamfundsorganisationer og regeringsorganer, så det nepalesiske samfund rustes til at varetage hiv/aids-problematikken fremover.
De lokale organisationer vil ligeledes blive trænet i fortalervirksomhed, så de i fremtiden kan være med til at sikre midler fra distriktsbudgettet og private virksomheder, der kan være med til at finansiere fremtidige hiv/aids-aktiviteter.
Erfaringer fra projektet vil blive dokumenteret og delt bredt med andre udviklingsaktører i Nepal.
Område
Bajhang og Bajura distrikterne i Nepals fjerne vestlige region.
Partnere
CARE Danmark og CARE Nepal samarbejder med to lokale partnerorganisationer, PEACEWIN i Bajura-distriktet og Saipal Youth Club i Bajhang-distriktet, som begge har en solid lokal forankring.
Varighed og budget
Projektet startes op i 2011 og forventes at blive implementeret over en treårig periode frem til 2014. Budgettet for de samlede omkostninger anslået til 5.789.744 kroner.
Kontakt
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
Programkoordinator

|