FIND EN ARTIKEL

Hvorfor hverve medlemmer på gaden?

Som humanitær organisation er CARE forpligtet til at holde indsamlingsudgifterne så lave som muligt, og gadehvervning er den bedste og mest effektive måde at nå ud til folk på.

 

CARE Danmark har i nogle år forsøgt sig uden brug af den til tider udskældte gadehvervning, men har nu igen sendt et hold kampagnemedarbejdere på gaden i erkendelse af, at det er det, der virker.

 

Formålet for CARE er til dels at hverve nye medlemmer, som kan give den faste støtte, der er nødvendig, for at CARE kan sætte langsigtede udviklingsprojekter i værk. Den anden vigtige grund til at have kampagnemedarbejdere på gaden er at udbrede kendskabet til CAREs arbejde for verdens fattigste.

 

CARE Danmarks fokusområde er langsigtet udviklingsbistand og forebyggelse af humanitære katastrofer – som eksempelvis de negative konsekvenser af klimaforandringerne, der rammer verdens fattigste hårdt. Det betyder, at CARE Danmark ikke yder nødhjælp og derfor sjældent får den omtale og opmærksomhed indsamlingsmæssigt, som en katastrofe giver.

 

'CARE planter for eksempel mangroveskov i Vietnam, der virker som et naturligt værn mod oversvømmelser, og vi hjælper med at opstarte spare-låne-grupper i Mozambique, så fattige kvinder kan spare op og låne penge af hinanden – det giver en buffer i krisetider, ' siger Sisan Bové, fundraisingchef i CARE Danmark.

 

'Med vores team af imødekommende og engagerede kampagnemedarbejdere håber CARE at nå ud til mange flere danskere med budskabet om, at det kan betale sig at hjælpe verdens fattige til bedre at kunne klare sig selv, når de rammes af tørke eller oversvømmelser, ' siger Sisan Bové videre og forklarer, at CARE Danmarks team af kampagnemedarbejdere er ansat i organisationen og ikke er hyret gennem et bureau. 

 

Sisan Bové understreger, at CARE Danmark løbende følger op med uddannelse af teamet og evalueringer af indsatsen for at sikre kvalitet og etik i arbejdet.

CARE er medlem af indsamlingsorganisationernes brancheorganisation, ISOBRO, som har udarbejdet de etiske retningslinjer for gadehvervning. Blandt andet skal kampagnemedarbejderne acceptere afslag og afslutte enhver dialog på en høflig og respektfuld måde. De må ikke foretage handlinger på gaden, som kan virke anstødelige eller overfusende og må ikke benytte sig af manipulation i hvervningen. Alle oplysninger, som knytter sig til den hvervede, bliver behandlet fortroligt og i overensstemmelse med databeskyttelsesloven.

 

 

Ring eller skriv endelig til os, hvis du vil vide mere, eller hvis du har kommentarer eller spørgsmål.

Du kan fange os på mail: Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen. eller på telefon: 35 200 100.