Oplys CPR

Bliv Medlem

Støt CARE

Bookmark and Share
CARE hjælper cyklonramte i Bangladesh

cyklon_bagladesh1

Cyklonen Aila har sat dybe spor i Bangladesh, hvor mindst 100 mennesker er blevet dræbt og 500.000 fordrevet. Områder under genopbygning fra sidste cyklons hærgen ligger atter i ruiner.

Thilde Lejre

Mindst 100 mennesker har mistet livet, mens 500.000 er blevet fordrevet, efter cyklonen Aila tidligere på ugen buldrede ind over Bangladesh. CARE er i området og uddeler mad til de berørte samt udstyr, som renser vandet, så det kan drikkes.

Aila har raseret det samme område, som blev hærget af cyklonen Sidr i 2007, der dræbte mere end 3.500 og fordrev over en million mennesker. Området var under genopbygning efter cyklonen i 2007, men nu er nyplantede rismarker og landbrugsjord blevet skyllet væk og huse og infrastruktur er atter ødelagt. CARE byggede 1.200 huse til de overlevende efter cyklonen i 2007.

'Det sydlige Bangladesh var hærget, efter cyklonen Sidr ramte i november 2007, og nu er befolkningen blevet ramt igen. En af vores medarbejdere i området ringede i går og fortalte, at hans hus stod under vand. Hele området står under vand,' siger Nick Southern, som er Landedirektør for CARE i Bangladesh.

Flere områder i landet er ramt af oversvømmelser og jordskred, og tusindvis af mennesker har mistet deres hus og ejendele, samt den jord de skal leve af. Omkring en million mennesker er berørt af naturkatastrofen.

CARE samarbejder med Bangladesh' regering for at fastslå omfanget af skaderne efter cyklonen.