|
Kloden forandrer sig. Det har den altid gjort. Men nu sker det i en fart, så vi alle kan se det. Fotoudstillingen '100 steder at huske før de forsvinder', der åbner på Kongens Nytorv i København på lørdag, viser, hvad vi står til at miste. CARE er hovedpartner på udstillingen for at vise, hvad vi kan gøre ved det.
Der skal ikke mere til end en spadseretur på Kongens Nytorv for dem, der vil se 100 af verdens smukkeste steder. Problemet er, at det måske bliver den eneste måde at opleve dem på i fremtiden.
’100 Steder at huske før de forsvinder’ viser de steder, som dramatisk vil ændre sig eller helt forsvinde, når klimaforandringerne for alvor sætter ind. Og den viser, at vi alle vil mærke klimaforandringerne. Men bag billederne af sandstrande, bjergtoppe og ørkenlandskaber gemmer sig milliarder af jordens fattige mennesker, der allerede nu er truet af et stadigt mere ekstremt vejr. Derfor er CARE hovedpartner på udstillingen.
Det er ikke dommedag 'Pointen er, at vi alle vil mærke klimaforandringerne. Men i denne del af verden kan vi sikre os mod våde kældre og udsatte kyststrækninger. I verdens fattigste lande er der ingen forsikring. Der bliver naturkatastrofer nærmest per automatik til humanitære katastrofer med sult, sygdomme og død til følge,' forklarer generalsekretær i CARE Danmark, Niels Tofte, men skynder sig at understrege, at der ikke er tale om en dommedagsudstilling, der skal få os alle sammen til at føle skyld.
'Selvom titlen på udstillingen lyder dyster, så er CARE ikke med på udstillingen for at tale dunder til publikum. Vi har leveret viden og input til alle de billedtekster, der er fra verdens fattige lande - men vigtigst er CARE med på udstillingen for at vise alt det, vi kan gøre for at løse de problemer, klimaforandringerne giver verdens fattigste,' siger generalsekretæren, der håber, at CAREs ofte meget enkle metoder til at forebygge klimakatastrofer vil inspirere og opmuntre publikum på udstillingen til at engagere sig i klimasagen.
Se alle billederne og stemme på det, der rammer dig. Så deltager du i konkurrencen om et eksklusivt kamera og støtter samtidig CARE.
|