|
Med to ord og et kamera
Det var svært at gennemskue om Evelina og jeg kunne nå hinanden. Jeg kan ikke hendes sprog, og mit kamera kunne være distraherende og totalt fremmedgørende. Maria Alice kaldte en anden syg kvinde til sig, men jeg indså hurtigt, at det ikke måtte blive en konkurrence i elendighed, og spurgte, om jeg måtte besøge Evelina og hendes familie.
I løbet af de næste dage besøgte jeg Evelina flere gange, og via tolken Magalhaes vandt jeg hendes fortrolighed, og vi kunne le sammen når hun lærte mig at sige ”Hibonguele, itawanana” -
”Tak, vi ses i morgen”.
Evelina stillede beredvilligt op til interviews, og hun lod sig filme mens hun arbejdede, hentede vand og lavede mad. Jeg fik lov til at følge med hende til hospitalet, da hun skulle have en ny forsyning medicin. Evelina deler skæbne med tusinder af HIV-smittede i Mozambique, men med sin stædige livsvilje er hun i stand til at hjælpe andre mod stigmatisering og overtro og opmuntrer dem til at fastholde den nødvendige behandling. Medicinen er gratis, men behandlingen kræver at den syge møder op på hospitalet en gang om måneden for at få en ny forsyning. Mange opgiver, fordi de mangler penge til transporten eller til den kost, der modvirker den stærke medicin. Også for Evelina er det en daglig kamp at få noget ordentligt at spise, men hun ved, at medicinen gør det muligt for hende at se sine børn vokse op. Hun vil hellere tigge om mad end stoppe behandlingen.
|
