|
Du vil aldrig glemme os
Tilbage i Danmark tilbragte jeg mange uger i klipperummet konfronteret med Evelina og hendes historie. Da filmen var færdig og afleveret til CARE, havde jeg svært ved at slippe hende og Maria Alice fra Pambara. Jeg tænkte på de ord, hvormed farmens folk tog afsked med Karen Blixen, da hun forlod Afrika: 'Du vil aldrig glemme os!'
Jeg mærkede, at jeg måtte tilbage og vise min taknemmelighed over for de mennesker, jeg havde samarbejdet med. Mennesker, der med livsvilje, humor og værdighed var gået mig i blodet. Ikke at Evelina kunne bruge en DVD til ret meget andet end et symbol på, at hendes historie er fortalt og formidlet til andre.
Gensynet
Nu var jeg så tilbage for at lede efter Evelina. Var hun blevet mere syg, var den yngste på 4 år smittet med HIV ? Jeg var usikker på hvordan mit besøg ville falde ud. Nu var vi på vej i CARE bilen mod Pambara, hvor det først lykkedes os at finde Maria Alice i hendes bod på markedet. Det blev til stor gensynsglæde, knus og holden i hånd. Sammen gik vi ud for at finde Evelina, og vi gik mod det sted, hvor sharpa’en plejer at holde. Og jo, der sad hun på en plastikstol med sin lille taske på skødet. Hun så mig og lo mig i møde. Evelina havde set mig stå på vejen, mens Magalhaes spurgte efter hende i sharpa’en. Men hun var blevet så forlegen - næsten forskrækket - at hun ikke sagde en lyd.
Men her stod vi så. Jeg gav DVD’en til de to kvinder, og der blev leet og snakket med de mange nysgerrige omkring os.
Sammen gik vi med hinanden i hånden til et lille hus, hvor CARE havde arrangeret, at vi kunne se filmen. I stuen hos en fornem mand, der har både TV, DVD-afspiller og generator, kunne forestillingen begynde. Stuen var fyldt med nysgerrige fra landsbyen, og de to hovedpersoner sad ved siden af hinanden og klukkede hver gang, de så sig selv på skærmen.
Det var vigtigt for mig, at de to kvinder følte at filmen var fair mod dem og deres historie. De blev forlegne, nikkede og sagde tak. Så tog Maria Alice’s præstemand ordet og holdt en tale for mig og priste, at jeg var kommet tilbage og viste dem denne ærbødighed. De var taknemmelige - det samme var jeg.
I dagene efter tog jeg flere gange ud og besøgte de to kvinder. Der var ikke mange ord mellem os, men vi kom et godt stykke med smil og tegnsprog. Evelina var i god form trods sin skrøbelige situation. Hendes to ældste piger var kommet i skole. Maria Alice havde fået en ny og større bod på markedet og er fortsat landsbyens ”big Mama”. For mig blev det et rørende og vigtigt gensyn med de to kvinder.
|
