FIND EN ARTIKEL

Bookmark and Share
Et grønt og lydløst racerløb

Fire eldrevne sportsvogne, seks kendte danskere og et godt formål. Sådan lød opskriften på et vellykket event, da Ida Auken, Casper Elgaard med flere kørte fra Esbjerg til Bella Center til fordel for CARE.

 

Den eneste lyd var vindens susen, når racerbilen Tesla Roadster drønede forbi. Knapt så lydløse var heldigvis de seks kendte danskere, som torsdag den 18. marts havde valgt at stille op for CARE og køre med i velgørenhedsløbet 'The GreenHeart Charity Challenge.' Løbet startede i Esbjerg og endte ved Bella Center på Amager med en pause undervejs på naturskønne Sprogø. Deltagerne var: Politiker Ida Auken, racerkører Casper Elgaard, komiker Sebastian Dorset, tv-vært Anders Breinholt, bilskribent Christian Grau og 'Snebolden' Peter Falktoft fra P3s eftermiddagsprogram 'De Glade Mandfolk'.


Løbet handlede naturligvis ikke om, hvem der kunne køre hurtigst på de danske veje, men derimod om, hvem der brugte mindst strøm på turen. Derudover var der indlagt tre konkurrencer, hvor deltagerne på lukkede baner kunne afprøve Tesla'ens acceleration og hurtighed.

 


Casper-og-Snebolden_stor

'CARE er lidt ligesom basketball og baseball. Vildt kendt ude i verden, men næsten ingen kender dem herhjemme i Danmark,' sagde 'Snebolden' fra P3 under en live-transmission under løbet. Det er 'Snebolden' til venstre og racerkører Casper Elgaard til højre. Foto: Miklas Njor

 

 

Dragrace i Esbjerg
Dagen startede med et pressemøde i Esbjerg, hvorefter deltagerne fik lov at trykke speederen i bund i dagens første konkurrence; dragrace. De kendte kørte i fire teams med Teslas salgs- og marketingsdirektør i Skandinavien, Esben Pedersen, som ekstra makker. Et dragrace går ud på at være bedst til at accelerere og komme hurtigst fra A til B. Vinderen blev ikke overraskende racerkøreren Casper Elgaard og hans makker 'Snebolden' fra P3.

 

Så gik turen til Sprogø, hvor deltagerne spiste frokost på det tidligere pigehjem. Derefter var der tid til at nyde udsigten og få taget billeder ved siden af det gamle fyrtårn med en tåget Storebæltsbro i baggrunden.

 

pilgif Her kan du se en video fra Sprogø, hvor Ida Auken fortæller om løbet

 

Dorset fik kolde fødder
Mens deltagerne spiste frokost, blev elbilerne ladt op med grøn strøm fra Storebæltsforbindelsens hav-vindmøller. Dog havde alle været så gode til at spare på strømmen, at bilerne faktisk godt kunne være kørt til Amager på én opladning.
'Jeg fryser lidt om fødderne i bilen, for vi vil jo gerne vinde, så vi har slukket for varmen,' sagde Sebastian Dorset, der kørte sammen med Christian Grau.

 

Time-trial på Sprogø
Den næste konkurrence var et time-trial, som gik ud på at køre en runde på en hullet grusvej med 40 km/t på præcist fem minutter. Vinderen blev igen Casper Elgaard, som ramte de fem minutter, mens nummer to blev Anders Breinholt.

 

 

Sprog

Fra venstre: Ida Auken, Sebastian Dorset, Anders Breinholt og Christian Grau. Foto: Miklas Njor.

 

 

Et langsomt racerløb
I Bella Center vandt Casper Elgaard tredje og sidste konkurrence, som var indendørs slalomkørsel. Han blev derfor kåret som vinder af konkurrencerne, mens Anders Breinholt vandt prisen for at have haft det mindste energiforbrug på den samlede tur.
Casper Elgaard sagde til sidst, at han havde haft en hyggelig dag, men han var glad for de indlagte konkurrencer. 'Hvis jeg bare havde skullet køre fra Esbjerg til København med 90 kilometer i timen i snit, ville jeg have nok have kedet mig,' sagde racerkøreren med et smil.


To heldige konkurrencevindere, fik hver en tur i en Tesla Roadster med Casper Elgaard som chauffør.
pilgif Læs mere her


Ros og støtte til CARE
Ida Auken var glad for, at hun kunne være med til at sætte fokus på elbilens positive egenskaber. 'Med Tesla'en kan vi støve elbilens image lidt af. Samtidig er jeg glad for at støtte op om CARE, fordi der er alt for lidt fokus på CARE i Danmark i forhold til, hvor gode de er' sagde hun.

 

Dagen sluttede med, at Esben Pedersen, salgs- og marketingsdirektør for Tesla Motors i Skandinavien, overrakte en check på 20.000 kroner til CARE til kommunikationschef i CARE Danmark Marie Sisse Brown.

 

pilgif Se flere billeder fra løbet på Facebook


Tesla Roadster sportsvognen produceres af amerikanske Tesla Motors.
Den har en tophastighed på 200 km/t, accelererer fra 0-100 på 3,9 sekunder og kører cirka 400 km på en opladning. Bilen kører på el og udleder derfor ikke CO2.

Løbets sponsorer var:
Sony Ericsson
Syd Energi
Certina
Sund & Bælt