Oplys CPR

Bliv Medlem

Støt CARE

Bookmark and Share
Haiti hjælper sig selv

Det er nu seks måneder siden, at Haiti blev ramt af det altødelæggende jordskælv. CARE International har hjulpet mere end 310.000 mennesker både med akut nødhjælp og med langsigtede projekter, men haitianerne hjælper også sig selv i et samfund, der er faldet helt fra hinanden.


Katastrofen kostede mere end 220.000 mennesker livet og gjorde halvanden million hjemløse. CARE stod klar til at hjælpe fra det øjeblik støvet begyndte at lægge sig. Det til trods for, at de fleste af CAREs Haiti-medarbejdere selv havde mistet venner og familiemedlemmer under jordskælvet, og deres hjem var forvandlet til murbrokker.


Arbejder for kvinders rettigheder
Mildréde Béliard er 32 år og arbejder i CARE Haitis kommunikationsafdeling. Hun mistede selv sit hjem under jordskælvet og sørger desuden over tabet af sin veninde, kvinderettighedsforkæmperen Myriam Merlet. De så hinanden få timer før, Myriam Merlet omkom under jordskælvet. Mildréde Béliard føler sig nu endnu mere dedikeret til at arbejde for kvinders rettigheder i det stærkt mandsdominerede samfund.

'Jeg havde en stærk oplevelse for nogle måneder siden, hvor jeg interviewede en teenage-pige, der var blevet voldtaget. Mange haitianske voldtægtsofte opgiver at melde forbrydelsen, men denne pige havde modet,' fortæller Mildréde Béliard.

 

HTI-20100629-NF-0327_runde

CARE-medarbejder Mildréde Béliard foran sit telt i Port-au-Prince, Haiti. Her har hun boet sammen med sin familie,
siden jordskælvet i januar lagde hendes hus i ruiner. Foto : Natasha Fillion/CARE


 

CARE opretter kvindecentre
I den indledende fase efter katastrofen nåede CARE ud til mere end 310.000 mennesker med akut nødhjælp, som mad, rent drikkevand, hygiejne-kits, tæpper, latriner, telte og presenninger. Nu er CARE blandt andet i gang med at skaffe de hjemløse bedre midlertidige boligforhold, og der arbejdes på at sikre hygiejniske bad- og toiletforhold samt drikkevandsforsyning. Og det er en stor udfordring i det ødelagte land.

CARE har udviklet en femårsplan for nødhjælp og rehabilitering i Haiti. Strategien er i overensstemmelse med Haitis nationale genopbygningsplan, og CARE har især fokus på at hjælpe kvinder og piger, som er særligt sårbare efter en katastrofe. Derfor opretter CARE blandt andet 20 kvindecentre, som skal sikre kvinder et trygt forum, hvor de blandt andet kan komme og få rådgivning i sundhed og hygiejne, familieplanlægning og forebyggelse af sexsygdomme.


Fra Danmarks Indsamlingen modtog CARE seks millioner kroner, hvoraf over halvdelen er gået til
CARE Internationals hjælpearbejde i Haiti. Den anden halvdel gik til spare-låne-grupper i Mozambique.


Haitianerne vil hjælpe sig selv
CARE har iværksat cash for work-projekter, hvor arbejdsløse haitianere får løn for at reparere veje eller rydde op efter jordskælvet. Mildréde Beliard er stolt af at arbejde for CARE, netop fordi CARE lytter meget til haitianernes egne ønsker og behov.

'CARE involverer befolkningen. Hvis vi har brug for en kanal, giver CARE materialerne, men vi graver den selv. Haiti har brug for hjælpen udefra, men vi vil også hjælpe os selv,' siger hun.


HTI_2010_NF-226_runde

 

CARE ansætter fattige haitianere til blandt andet at genetablere ødelagte veje. På den måde bliver der udført vigtige opgaver,
som ingen har overskud til at påtage sig frivilligt, og de fattige får samtidig råd til at købe mad til sig selv og deres familier.
Foto: Natasha Fillion/CARE