FIND EN ARTIKEL

Bookmark and Share
Store ødelæggelser efter tyfon i Sydindien
03.01.2012

Den 30. december blev flere områder i delstaten Tamil Nadu i det sydøstlige Indien ramt af tyfonen Thane, der menes at have krævet 48 ofre og ramt omkring 300.000 mennesker. De indiske myndigheder er stadig i gang med at vurdere skadernes omfang, men har allerede sat ind med hjælp til de ramte.


Tyfonen Thane, der startede som et lavtryk i Det Bengalske Hav, rullede fredag den 30.december ind over kysten i den sydøstlige delstat Tamil Nadu. Indiens myndigheder anslår, at 300.000 mennesker er berørt af tyfonen og dens skader, og ifølge Indisk Røde Kors menes 48 at have mistet livet. Tallene er dog endnu ikke endeligt bekræftet.

Indien flood09Et hus er jævnet med jorden, efter oversvømmelser ramte den indiske delstat Andhra Pradesh i oktober 2009. Foto: CARE/Nalini Paul

Voldsomme skader på landbrug og huse

De kraftige vinde har ødelagt strømkabler, nedrevet gadelygter og revet træer op med rode, og adskillelige landsbyer er stadig isolerede på grund af de væltede træer, der har skabt trafikale problemer på hovedvejene i området.  

Myndighederne har endnu ikke det fulde overblik over skadernes omfang, men anslår, at op mod 550.000 huse i Tamil Nadus Cuddalore-distrikt er beskadiget, over halvdelen med voldsomme skader. Samtidig er store landbrugsområder blevet ødelagt, heriblandt omkring 120 kvadratkilometer rismarker og store områder med sukkerrør, bananplanter og gummitræer.

Hjælpen er sat i gang
De indiske myndigheder har hurtigt sat ind med hjælp til befolkningen i de ramte områder og har sørget for mad til de mange, der har måttet flygte til evakueringscentre. Herudover vil de støtte de ramte områder i Tamil Nadu med et beløb svarende til cirka 160 millioner kroner og sikre familier, der har mistet et familiemedlem under tyfonens hærgen, en kompensation svarende til cirka 21.000 kroner.

CARE har været til stede i Indien de sidste tres år og har kontor i Chennai, der er Tamil Nadus største by og delstatens hovedstad. CAREs medarbejdere følger situationen tæt og er i gang med at vurdere behovet for humanitær assistance og CAREs muligheder for at sætte ind med støtte til de hårdest ramte områder.