| CARE og FDB styrker handel med Afrika |
|
06.02.12 Et nyt samarbejde mellem CARE og FDB skal give småbønder i Kenya bedre mulighed for at komme ind på det danske marked. Bønderne skal rustes til at producere flere og bedre varer, så de kan sikre sig en indtægt og dermed bedre levevilkår. Tre timers kørsel fra Kenyas hovedstad Nairobi ligger den store sø Lake Niavasha. Ud over at være omkranset af bjergtagende natur er området også hjemsted for mange fattige småbønder, som forsøger at klare hverdagen ved at dyrke grønne bønner, sukkerærter og babymajs, som de kan sælge og få en lille indtægt for. Nogle af småbønderne er tilknyttet større farme, som har eksportaftaler med europæiske supermarkeder, og CARE er gået sammen med FDB i et projekt, som netop fokuserer på at forbedre småbøndernes muligheder for at afsætte deres produkter på det kommercielle marked. CARE ønsker nemlig at bidrage til, at handlen med Afrika særligt kommer småbønderne til gode. Det er målet, at blandt andet grønne bønner som disse skal dyrkes af småbønderne i projektet og efterfølgende lande i danske butikker.”På grund af småbøndernes svingende produktion og kvalitet kommer mange af de afrikanske varer i dag fra større farme. Men det øgede fokus på social ansvarlighed hos virksomheder og forbrugere kan have betydning for småbønderne. Der er en velvilje for at undersøge, hvorfor de små producenter ikke kan få adgang til markedet,” siger CARE Danmarks programkoordinator for Østafrika Nanna Callisen Bang og fortsætter:”Hvis småbønderne skal klare sig i konkurrencen har de blandt andet brug for landbrugstræning og adgang til kapital, så de kan investere i deres produktion. Der skal også ske en reducering af tab for alle parter gennem øget fokus på kvalitet.” Småbønder skal involveres Nanna Callisen Bang har i det seneste år siddet i en arbejdsgruppe sammen med FDB og deres kenyanske grøntsagsleverandør Sunripe og planlagt det fælles projekt ’Kilimo Biashara’, som på lokalsproget kiswahili betyder ’kommercielt landbrug’. Det er planen, at projektet sættes i gang i løbet af foråret og løber over tre år. Målet er at få flest mulige småbønder til at levere grøntsager til Sunripe og dermed Coops butikker i Danmark. Ud over at være en god forretning for alle de involverede parter, er det især CAREs fokus at styrke småbøndernes levevilkår. Helt konkret skal projektet uddanne småbønderne til at dyrke flere grøntsager af en kvalitet, som er god nok til det europæiske marked. ”Vi kigger på hele processen fra frøet bliver puttet i jorden, og indtil den færdigdyrkede vare ligger på hylden i butikken i Danmark. Vi vil gøre handlen mere ansvarlig ved at forbedre både de økonomiske, sociale og miljømæssige forhold,” siger Nanna Callisen Bang. Det sker blandt andet ved at forbedre småbønderne adgang til bedre såsæd, gødning og landbrugsudstyr. Samtidig skal bønderne organiseres i spare-låne-grupper, som giver dem mulighed for at skaffe kapital til at investere i produktionen. Den ekstra kapital er også en vigtig buffer for bønderne, så de har penge til uforudsete udgifter – som for eksempel lægeregninger – så de ikke pludselig bliver tvunget til at sælge deres afgrøder til en alt for lav pris. Feedback til bønderne En anden vigtig del af projektet handler om at styrke samarbejdet mellem den enkelte bonde og Coops afrikanske leverandør. CARE vil blandt andet træne bønderne i at forhandle priser for deres produkter og forsøge at styrke bøndernes arbejdsforhold. Samtidig skal processen, fra afgrøderne forlader bondens mark, til de ender i de danske butikker, sættes i system. Det skal sikre bønderne en tilbagemelding om kvaliteten af deres varer, så de ikke risikerer at få afvist en hel sending grøntsager uden ane, hvorfor de ikke har klaret sig igennem kvalitetskontrollen. Det skal i sidste ende reducere mængden af afviste produkter fra småbønderne. Projektet kommer også til at fokusere på at uddanne småbønderne i at dyrke deres afgrøder effektivt og give dem adgang til bedre såsæd og udstyr.Det kan dog ikke undgås, at bønnerne ind imellem ikke har den rette krumning eller minimajsene har et par brune pletter, som betyder at de ikke kan afsættes på det europæiske marked. Disse produkter fejler ikke noget, og i stedet for at de går til spilde, bliver bønderne gennem et ernæringskursus undervist i, hvordan produkterne kan bruges i deres egen madlavning.”CAREs rolle i projektet er at styrke bønderne i at handle på egne vegne. Vi styrker deres kapacitet til at producere kvalitetsprodukter og til bedre at kunne agere i forhold til det kommercielle marked. Som i alt andet arbejde, som CARE udfører, styrker vi lokalbefolkningens kapacitet til forandring,” siger Nanna Callisen Bang. Projektet er baseret på en helt ny form for samarbejde, og både CARE og FDB er opmærksomme på, at der vil komme masser af udfordringer på vejen. ”Derfor ser vi det som en proces, hvor vi skal lære en masse om den slags samarbejde på tværs af landene og parterne. Men vi tror på, at det kan lade sig gøre. Og vi tror på, at den type samarbejde mellem privat erhvervsliv og folkelige organisationer kan bidrage positivt til udviklingen i Afrika. Mit håb er, at vi gennem projektet kan bidrage med ny viden om, hvordan kommerciel handel med Afrika også kan komme de mindre småbønder til gode” siger Nanna Callisen Bang. Læs pressemeddelelsen om samarbejdet her Projekt 'Kilimo Biashara':
CARES mål med projektet:
|


