|
Et løbehold med kendisser løber i 24 timer penge ind til CARE Danmarks ulandsarbejde. Ekstremløbet 24Run foregår i Rude Skov fra lørdag til søndag, hvor løberne skal tilbagelægge så mange kilometer som muligt til fordel for verdens fattigste.
24 timer med høj puls og svedige strømper i løbeskoene med det formål at samle penge ind til CARE Danmarks arbejde. Det er, hvad kendisholdet 'We CARE about Running26' bestående af tv-værterne Sisse Fisker og Cecilie Beck samt roeren Eskild Ebbesen og Morten Mauritsen fra 'Kernesund Familie' har sagt ja til.
'Jeg synes, det er en god måde at støtte CARE Danmarks projekter på. Samtidig håber jeg på at få en god, social oplevelse og en god gang løbetræning, som passer godt ind i mine planer om et maraton senere på sommeren,' siger Eskild Ebbesen om begrundelsen for at deltage i 24Run. På de kendtes hold løber desuden fire erhvervsfolk, hvis virksomheder hver især donerer 7.500 kroner til CARE Danmark.
Løbet 24Run foregår i Rude Skov den 6. juni og varer, som navnet indikerer, i 24 timer. Der løbes i seks forskellige klasser. De hårdeste løber 24 timer alene, mens der også er mulighed for at løbe de 24 timer som et hold på op til 12 personer. Det er også muligt 'blot' at løbe i seks timer, alene eller som hold.
'24Run er et vinderløb. Deltagerne vinder gennem overvindelsen og oplevelsen. CARE vinder gennem den støtte og opbakning, som oplevelsen kaster af sig. Det er en stærk trend, at danskerne finder på måder at engagere sig i CAREs - og andre humanitære organisationers - arbejde,' siger Ulla Jepsen, der er kommunikationschef i CARE og som modtager checken med de indløbne penge på søndag.
Det er fjerde gang, 24Run løber af stablen, og ruten er i år på 2700 meter. Vinderen af sidste års løb tilbagelagde 215 kilometer. Hovedsponsoren bag løbet er Running26, som har specialiseret sig i at lave træningsforløb til danske virksomheder. Virksomhederne bruger træningsforløbene til at styrke deres relationer - enten til deres eksterne samarbejdspartnere og kunder eller internt blandt medarbejderne.
Om CARE Danmark
CARE Danmark er med i CARE International, der samlet udgør en af verdens største humanitære organisationer. CARE International gennemfører udviklingsprojekter og hjælpeprogrammer i 70 ulande og når mere end 55 millioner fattige mennesker. CARE Danmark er en af de førende humanitære organisationer, når det gælder katastrofeforebyggelse og hjælp til at tilpasse landbrug i ulandene til klimaforandringerne. CARE arbejder for at styrke verdens fattigste, så de kan stå imod, når tørker, oversvømmelser og cykloner ruller ind og tager høst og hjem med sig. Forebyggelse af katastrofer sparer liv, lidelse og penge. For hver krone vi bruger på at forebygge klimakatastrofer, sparer vi syv kroner i nødhjælp.
Praktisk
Pressekontakt: CARE Danmarks kommunikationschef Ulla Jepsen:
Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen.
/ 2753 8301 De indløbne penge overrækkes til CARE Danmark på søndag klokken 12 på stævnepladsen ved Rudegård Stadion, Kongevejen 166 i Holte. Løbet starter den 6. juni kl. 12. Og slutter den 7. juni kl. 12.
|