FIND EN ARTIKEL

Bookmark and Share
Ny rapport: Klimaforandringerne vil få flere hundrede millioner til at migrere

Download rapporten pilgif2

 

40 østater står til at forsvinde, når verdenshavene stiger. I Asien vil 1,4 milliarder mangle vand. Og millioner må opgive landbrug i Afrika, når deres jord bliver til ørken. I 2050 kan 200 millioner mennesker være tvunget til at migrere på grund af klima- og miljøforandringer.

 

Bonn 10. juni 2009: Alene afsmeltningen af Himalayas gletsjere kan betyde, at en fjerdedel af verdens befolkning kommer til at mangle vand, mens flere større byer i Asien bliver mørklagt, når elektriciteten fra vandkraften udtømmes.

Samlet betyder klimaforandringernes konsekvenser, at migrationen vil overgå alt, hvad vi tidligere har set - med mindre vi tager aggressive metoder i brug for at halvere den globale opvarmning.

Det fastslår en ny rapport fra CARE International, der vurderer, at 200 millioner mennesker vil være drevet fra deres hjem på grund af ekstreme klimaforhold allerede i 2050.

 

Konklusionerne findes i rapporten med titlen: ‘In Search of Shelter: Mapping the effects of Climate Change on Human Migration and Displacement' - som CARE International, FN universitetets institut for miljø og sikkerhed (UNU-EHS) og Columbia University står bag med støtte fra FNs Flygtningehøjkommissariat og Verdensbanken. Rapporten offentliggøres i dag i Bonn i forbindelse med de indledende forhandlinger, der skal lede til endelig klimaaftale i København til december.

 

Grænser krydses, og sikkerheden forsvinder
Allerede i de kommende år vil 10-20 millioner mennesker være nødt til at migrere eller være decideret fordrevne på grund af ekstremt klima. Disse menneskestrømme vil mange steder underminere sikkerheden.
‘Migration og fordrivelse af mennesker skyldes en række forskellige forhold. Men klimaforandringerne spiller en større og større rolle i beslutningen om at opgive livsgrundlag og hjem. Derfor er det afgørende at vi forebygger klimaforandringer ved at nedbringe udledningen af drivhusgasser,' siger Dr. Charles Ehrhart, der er CARE Internationals klimaekspert og forfatter til rapporten.

 

De fleste mennesker vil søge nyt ly og hjem i eget land. Men mange millioner vil være tvunget til at krydse grænser. Omfanget af fordrivelsen og migrationen vil dog kunne dæmmes op gennem forskellige typer klimatilpasning. Det handler blandt andet om at sprede viden om nye landbrugsmetoder og afgrøder, gennemføre skovplantningsprojekter, bygge dæmningssystemer og etablere advarselssystemer. Et konkret eksempel, som CARE arbejder med, er 'flydende haver' i Bangladesh, hvor 500.000 mennesker hvert år fordrives på grund af oversvømmelser. De flydende haver holdes oppe af et underlag af vandhyacinter, der sikrer afgrøderne.

 

Men det er en uoverkommelig opgave for ulandene alene at gennemføre tilstrækkelige klimatilpasningsprojekter.
'Den manglende tilpasning betyder, at de fattige samfund fanges i en ond cirkel med nedbrydning af økosystemer og en underminering af livsgrundlag, der ender med, at sociale sikkerhedsnet og strukturer kollapser, mens spændinger og vold stiger,' siger Poul Erik Lauridsen, der er klimakoordinator i CARE International, og forklarer, at meget store befolkningsgrupper som konsekvens vil migrere for at sikre deres umiddelbare overlevelse.
‘Migration er nogle gange det eneste at gøre, når klimaet gør det umuligt at overleve der, hvor man bor. Et liv på flugt fra det sted, hvor man har sit hjem, familie og venner, er få migranters foretrukne valg - men det kan blive det tragiske bevis på vores manglende evne og vilje til at give bedre alternativer for verdens fattige. Valget er vores, og det skal træffes nu,' siger Poul Erik Lauridsen.


Baggrund
Rapporten, ‘In Search of Shelter: Mapping the effects of Climate Change on Human Migration and Displacement' er skrevet af CARE International, en af verdens største humanitære organisationer i samarbejde med FNs universitets institut for miljø og sikkerhed (UNU-EHS), og Columbia Universitets center for ‘International Earth Science Information Network' (CIESIN).
Rapporten er finansieret af FN flygtningekommissariat (UNHCR) og Verdensbanken.

Rapporten bygger på empiriske beviser indsamlet på flere kontinenter og kombinerer sin undersøgelse med politiske anbefalinger samt en analyse af både trusler og mulige løsninger.
Rapporten indeholder også en række nye kort, der viser klimaforandringernes påvirkninger og befolkningers fordelingsmønstre.

Kortene må genoptrykkes med henvisning til: 'CARE International og CIESIN, Earth Institute, Columbia University'

 

Kortene og rapporten kan downloades her:
http://www.care.de/exklusiv-pr.html
Username: presse
Password: care#4pm


Mediekontakt:
Dr. Charles Ehrhart og Poul Erik Lauridsen giver interviews:

Marie Sisse Brown
Pressekoordinator, CARE Danmark
+45.20677779

 

Â