| Kvinderne er helt glemt i nyt FN klimapanel |
|
19 eksperter er udpeget til det panel, der skal rådgive FN om, hvordan konsekvenserne af klimaforandringerne skal finansieres. Alle 19 eksperter har baggrund i international udvikling, politik og finansiering. Der er omtrent lige mange fra udviklingslandene som fra de industrialiserede lande. Men så hører balancen også op – for gruppen er udelukkende sammensat af mænd. ’FN svigter sine målsætninger om ligestilling mellem kønnene i sammensætningen af det nye klimapanel’, siger Poul Erik Lauridsen, der er klimakoordinator i CARE International og kalder det ’et unødvendigt selvmål’ fra Ban ki-Moons side.
Ifølge CARE leder kvinderne i udviklingslandene i høj grad familiernes kamp for overlevelse. Og det er dem, der holder for, når klimaet bliver barskere. Det er kvinderne, der bærer ansvaret for, at familien får mad. Det er kvinderne, der skal gå endnu længere efter vand. Og det er kvinderne, der lades tilbage med ansvaret for familien, når mændene må migrere væk for at finde et nyt indkomstgrundlag, når markerne ikke længere kan dyrkes.
’Det er ganske enkelt uacceptabelt, at FN i 2010 udpeger et så vigtigt panel uden deltagelse af kvinder. Kvinderne har en vigtig stemme i forhold til klodens og klimaets fremtid. Derfor står vi uforstående overfor, at man kan udpege et så vigtigt klimapanel og så helt udelukke kvinder fra at gøre deres indflydelse gældende,’ siger Poul Erik Lauridsen og opfordrer den danske regering til at skride ind. ’Vi er i den heldige situation, at vores Klima- og energiminister også er minister for ligestilling. Lykke Friis er samtidig COP-præsident et stykke tid endnu og derfor i en særlig god position til at tage diskussionen op med FN og Ban ki-Moon. Vi vil derfor gerne opfordre Lykke Friis til at kontakte Ban ki-Moon hurtigst muligt og sikre kvinders deltagelse i det nye klimapanel,’ siger Poul Erik Lauridsen.
Formålet med det nye rådgivende klimapanel er at rejse de penge, som medlemsstaterne ved FNs klimatopmøde i København tilbage i december besluttede at bruge på konsekvenserne af klimaforandringerne. Her forpligtede det internationale samfund sig til at give udviklingslandene 30 milliarder dollars inden 2012 og 100 milliarder dollars inden 2020 til begrænsning af den globale CO2-udledning og til klimatilpasning.
Allerede i maj og juni i år planlægger panelet at fremlægge de første resultater og i november præsenteres de endelige anbefalinger før det næste klimatopmøde i Mexico. Dermed ønsker Ban ki-Moon at sætte skub i både den kortsigtede og langsigtede finansiering.
CARE Danmark er en del af CARE International, som er en af verdens største humanitære organisationer. CARE arbejder i 72 lande verden over. Kontaktinformation: Marie Sisse Brown, CARE Danmark: 53727240 / Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen. |