| CARE opruster til klimamøde i Bonn |
|
Den 1. juni pustes der nyt liv i klimaforhandlingerne i FNs klimapanel. Det sker, når parterne samles i Bonn, hvor også CAREs klimaeksperter er til stede for at sikre, at verdens fattigste ikke bliver glemt. Der er kun tre dage til, at FNs klimapanel genopliver klimaforhandlingerne i Bonn. Specialister og eksperter fra forskellige hjørner af CAREs internationale organisation samles for at sikre, at de fattige og mest sårbare overfor klimaforandringerne ikke overses, når klimaaftalen skal diskuteres.
Mødet, der finder sted i Bonn, er et midtvejsmøde på vejen mod COP16 i Mexico i slutningen af året. Som opvarmning til mødet offentliggør CARE en ny rapport, der stiller skarpt på de særlige udfordringer, klimaforandringerne skaber for den globale kamp mod fattigdom. Rapporten, med titlen ‘Waiting for the water to come? Poverty reduction in times of global climate change’, er lavet af CARE og center for udviklingsforskning på Bonns universitet. Rapporten præsenteres i dag, fredag den 28. maj, ved en konference, som finder sted på Deutsche Welle i Bonn fra kl. 10:00-13:00. Konferencen er åben. Derudover har CARE støttet udfærdigelsen af rapporten, ’Realising Rights, Protecting Forests: An Alternative Vision for Reducing Deforestation’, der fokuserer på oprindelige folks rettigheder og deres vigtige og særlige rolle i arbejdet med at beskytte tropisk skov. Denne rapport offentliggøres under forhandlingerne i Bonn torsdag den 3. juni i lokalet TRAM.
Bag rapporten står Accra Caucus, der repræsenterer over 100 civilsamfundsorganisationer i 38 lande i både syd og nord. Rapporten slår fast, at indsatsen for at mindske skovfældning ikke kan erstatte rige landes indsats for at sænke CO2 udledningen hjemme.
Om CARE Danmark CARE er en af verdens førende humanitære hjælpeorganisationer med mere end 60 års erfaring i at bekæmpe og forebygge global fattigdom. CAREs langsigtede udviklingsbistand støtter lige nu over 55 millioner mennesker over hele verden. CARE hjælper verdens mest sårbare samfund med at tilpasse sig klimaforandringerne i kampen mod den voksende krise.
Kontaktinformation: Liv Helstrup Østergaard / +45 61 66 68 19 / Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen. |