I CARE Danmark følger vi nøje en række procedurer og retningslinjer for at holde øje med de penge, som danskerne giver os - enten over skattebilletten eller via direkte donationer - og som vi er blevet tiltroet at give videre til nogle af verdens fattigste mennesker.

CARE accepterer ikke korruption - hverken i egne rækker eller hos vores lokale samarbejdspartnere, der fører vores programmer ud i livet. Men CARE arbejder også i en virkelighed. Virkeligheden i Niger er, at halvdelen af parlamentet ikke kan læse eller skrive. Det samme gælder for 65 procent af de nepalesiske kvinder, og der var kun to universitetsuddannede mennesker i Mozambique, da landet blev uafhængigt i 1975.

I så fattige udviklingslande er både staten og civilsamfundet svagt. Det betyder, at det lokale partnere og NGOer, som CARE er afhængige af for at skabe lokal forankring, legitimitet og projekter, der kan overleve på lang sigt, skal trænes i at håndtere penge, dokumentere brugen og rapportere tilbage til os.

Og det er fint. Der ligger i sig selv god læring for vores partnere i at honorere vores krav. MEN vi skal passe rigtig meget på: Vores udviklingsbistand bliver simpelthen for langsom og for dyr, hvis vi drukner vores fattige partnere i administrationskrav.

Det glæder for plejehjemspersonalet i Danmark, at hvis de skal bruge al deres tid på at udfylde skemaer til deres lokalpolitikere, så får de gamle mindre pleje og omsorg.

Det gælder naturligvis også i verdens fattige lande. Hvis de danske kroner skal skabe bedre liv i Afrika, skal vi opbygge tillidsfulde alliancer og skabe stærke lokale partnere, der kan bruge hovedparten af deres tid og kræfter på at skabe udvikling. Vores bange anelser i CARE er, at nul-tolerancen overfor svind og frygten for svindel resulterer i, at vi trækker stikket til de mennesker, der har allermest brug for vores hjælp - nemlig verdens allerfattigste!