FIND EN ARTIKEL

Dans og daglig kamp for livet i Uganda

Bum, bum bum; trommelyden fra hænder, der rytmisk banker på vanddunke lyder gennem landsbyen. Der er turister på besøg og så bliver der danset! Landsbyens kvinder og enkelte mænd stamper i jorden og klapper, mens én af de ældre danser. Hun bevæger sig som om, hun var ung igen, hun smiler et tandløst smil og glæden ved dansen stråler ud af hende.

 

Det er dog ikke en glæde, der varer længe, for når pengene fra turisterne er brugt, blæser der stadig en ubarmhjertig vind gennem Batwa landsbyen i det sydvestlige Uganda. Den blæser lige gennem de tynde skoleuniformer på børnene og gennem de hullede vægge i husene, som Batwaerne bor i. Her har de boet siden begyndelsen af 1990erne, hvor de blev tvangsforflyttet fra regnskovene, der blev omdannet til nationalparker.

 

Når man lærer Batwaerne at kende oplever man en ukuelig livsglæde, der skinner igennem trods smerten og den daglige kamp for at skaffe mad, rent vand og husly til børnene. Det er moren, der har mistet fire ud af sine seks børn, men som alligevel kan smile og kæmpe videre for at sikre at hendes sidste to børn får en skolegang og mad på bordet, når de kommer hjem.

 

Maja-Louises fortællinger tager udgangspunkt i egne oplevelser og billeder fra hendes praktikophold for CARE i efteråret 2010 i Uganda. Maja-Louise fortæller om, hvordan CARE prøver at sikre Batwaerne adgang til sundhedsbehandling, uddannelse og rettigheder.

 

Under oplægget vil der være mulighed for at diskutere emner som udvikling, fattigdom, uddannelse, og om hvilken rolle udviklingsorganisationer som CARE spiller, når det kommer til at hjælpe folk til selvhjælp.

 

Om MAJA-LOUISE HEIBERG SØRENSEN:

Maja-Louise skriver sit speciale omkring virksomheders sociale ansvar og udviklingsarbejde på Udvikling og Internationale Relationer på Aalborg Universitet.

 

Maja-Louise har arbejdet som praktikant i fire måneder for CARE i efteråret 2010, hvor hun sammen med CAREs anden praktikant og storyteller Claire Dungey var med til at evaluere CARES program, der uddanner batwaer i sundhed og ernæring ude i landsbyerne. Maja-Louise har erfaring med at fortælle om hendes oplevelser fra tidligere rejser i Afrika og supplerer gerne oplægget med praktiske indslag for de mere rastløse lyttere.

 

BOOK MAJA-LOUISE TIL ET ARRANGEMENT

Kontakt Line Gamrath Rasmussen for booking og yderligere info på Denne emailadresse er beskyttet mod programmer som samler emailadresser. Du skal aktivere javascript for at kunne se adressen. tlf: 35 200 100.