I Ghana er høsten for andet år i træk ødelagt i de værste oversvømmelser i 100 år. I Niger har regntiden gennem flere år ladet vente på sig. I Mozambique kæmper de stadig med følgerne af gentagne cykloner. Og i Uganda er der pludselig opstået tropesygdomme, der ikke tidligere er set på de breddegrader. Det er alt sammen et resultat af klimaforandringerne.

På vores breddegrader diskuterer vi ikke længere, om klimaforandringerne er en realitet; om de er menneskeskabte; eller hvem der har stået for hovedparten af den CO2 udledning, der har ført til den globale opvarmning. Dét, vi endnu mangler at nå til enighed om, er, hvordan vi hurtigst og mest effektivt hjælper verdens fattigste, der betaler den højeste pris for klimaforandringerne. Og ikke mindst diskuterer vi, hvad det skal koste!

CARE Danmark har i årevis arbejdet med de mennesker, der rammes allerhårdest af et endnu barskere klima. De som i forvejen lever på kanten af, hvad der er menneskeligt muligt, og for hvem klimaforandringerne nu truer med at være lige nøjagtig den ekstra truende faktor, der giver dem det sidste skub ud over afgrunden.

Hovedparten af CAREs arbejde handler om at sætte ind, FØR katastrofen rammer og ruste disse mennesker til nye og endnu barskere livsvilkår.  For CARE ved, hvor klimakatastroferne højst sandsynligt vil slå til næste gang, og ved med stor sikkerhed, hvem de vil ramme. Derfor siger CARE, at nødhjælp er hjælp, der kommer for sent.

I virkeligheden er det, der skal til for at forebygge katastroferne ret enkelt. Det er uhyre effektivt. Og man kan for forholdsvis få midler gør en enorm forskel. Det handler om nye dyrkningsmetoder; om risikospredning ved at dyrke flere afgrøder; om at give de fattige bønder adgang til at købe såsæd til en rimelig pris og om at sikre rent vand.