Verdens første klimavenlige flygtningelejr
footer-image.png

”Vi har gang i noget stort i CARE lige nu. Potentialet er enormt,” fortæller Birgitte Yigen, der som innovationsleder står i spidsen for at gøre CARE Danmarks nye koncept, CAMP+, til virkelighed.

”Millioner af flygtninge i hele verden vil få en mere udholdelig hverdag. De lever i dag under forfærdelige forhold de fleste steder, og det er simpelthen ikke i orden. Det vil vi gøre noget ved med verdens første klimavenlige flygtningelejr”.

Målet med CAMP+ er at løse to store udfordringer, fortæller Birgitte Yigen. På den ene side, vil man sikre en bedre hverdag for flygtninge, der lever et mange steder udsigtsløst liv under dårlige forhold rundt om i verdens mange flygtningelejre.

Samtidig er målet med Camp+ at skabe en flygtningelejr, der har et positivt klimaaftryk og en positiv effekt på lokalmiljøet, hvilket typisk er en kæmpe belastning i dag.

Skraldet flyder og vandet er beskidt

Når en flygtningelejr opstår, har det ofte store konsekvenser for lokalområdet, der sjældent er forberedt på at skulle være vært lejre på flere hundredetusinde flygtninge.

”Skovhugst er ofte en stor udfordring, fordi hver eneste lille familie har brug for at lave mad. Det kan ofte gøre et kæmpe indhug i de lokale skovområder, og nogle gange ender det med en åben strid med de lokale, der også har behov for at finde brænde i de samme områder,” fortæller Birgitte Yigen.

Udfordringer i flygtningelejr
© CARE

Et andet problem er er skrald, der hurtigt bliver akkumuleret i flygtningelejre, når så mange mennesker rykker ind i en midlertidig lejr uden et ordentligt system til håndtering af affald.

CAMP+ vender problemer til et plus

Udfordringerne går ofte igen fra flygtningelejr. Derfor vil CARE Danmark udvikle CAMP+ med nye løsninger, adresserer disse udfordringer og vender dem til noget positivt – både for klimaet, for miljøet men i særlig grad for de mennesker, der skal have en hverdag til at fungere i flygtningelejrene.

”Vi vil genanvende skrald og skabe energiløsninger, så vi på en og samme tid kommer af med skraldet, der ligger og flyder, og skaber energiløsninger, så flygtningene slipper for at gå på skovhugst og samle brænde,” forklarer Birgitte Yigen.

På samme måde er der enormt tryk på vandressourcerne i og omkring de store flygtningelejre. Her skal CAMP+ også udvikle nye innovative og cirkulæreløsninger, der vender et problem til et plus for både klima, miljø og flygtninge.

Innovative partnere skal puste liv i CAMP+

Der findes allerede masser af innovative idéer, som hver eneste dag gør en forskel rundt om i verden. Ofte er målgruppen dog de mere velstillede og købestærke forbrugere, fortæller Birgitte Yigen:

”Der er masser af super dygtige virksomheder derude, som har udviklet gode ideer.”

Opgave er nu, at samle disse løsninger og udvikle dem til at kunne adressere de udfordringer, vi kæmper med rundt om i verdens store flygtningelejre, fortæller Birgitte Yigen:

”CAMP+ er en ny og banebrydende idé. Disse løsninger vil gøre en kæmpe forskel for de mange flygtninge, der lige nu lever i flygtningelejre rundt omkring. Derfor glæder vi os også helt vildt til at komme i gang og få de innovative løsninger ud og arbejde for nogle af verdens mest udsatte mennesker, som lige lever i flygtningelejre rundt om i verden.”